Puerto Rico

Puerto Rico er en af Gran Canarias største og mest populære feriebyer. Den startede som en fiskerby, men har siden udviklet sig til en moderne ferieby, der har alt hvad feriehjertet begærer af hoteller, strande, restauranter, butikker og aktiviteter.

Med sin beliggenhed i en bjergdal på sydsiden af Gran Canaria er det samtidig en af øens mest solsikre feriebyer. Både de gennemsnitlige temperaturer og antallet af solskinstimer er markant højere end i hovedstaden Las Palmas.

Udover det solrige vejr, er Puerto Ricos største plus uden tvivl strandene. Hovedstranden ligger lige foran byen, og den har fint gyldent sand og roligt badevand. Endnu flottere er stranden i nabobugten Playa de Amadores, der har lyst sand importeret fra Caribien og flot turkisfarvet badevand. Alene kyststien mellem de to strande er en tur værd.

Puerto Rico har et stort udbud af restauranter, barer og butikker af enhver art. De fleste ligger i byens store centre, hvoraf ‘Puerto Rico Shopping Centre’ og ‘Europa Centre’ er de mest besøgte. Nede ved strandene er der dog også mange restauranter, der har åbent både om dagen og aftenen. Om aftenen er der i øvrigt også flere diskoteker, der åbner dørene for de danseglade.

Hotellerne ligger både nede i dalen og langt op af bjergsiderne, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Atlanterhavet. Hotellerne har lige fra to til fem stjerner, og priserne varierer derfor meget. Generelt er hotellernes kvalitet dog god.

Puerto Rico byder på mange aktiviteter. Som havneby er det naturligt, at der er mange bådudflugter. Mest populære er personfærgerne der sejler mellem Puerto Mogan, Puerto Rico og Arguineguin flere gange i timen. De er perfekte til en dagsudflugt. Det er fiskerbådene i havnen også for de som har lyst til dybhavsfiskeri og andet fiskeri efter store fisk. Mere fredeligt går det til på bådene med glasbund, hvor hele familien kan få et indblik i livet under havet.

I Puerto Rico ligger også den genåbnede vandpark, Atlantida. Her byder vandrutsjebanerne på mange timers sjov til børn og barnlige sjæle. I byens centrum ligger også et dejligt parkområde med legeplads, karruseller m.m. og der er naturligvis mini-golfbaner og tennisbaner i byen.

Andre populære attraktioner, som Palmitos Park, Sioux City og Holiday World kan nås med bus, lejebil eller taxa.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *